Af FLEMMING ROSE Jyllands-Postens korrespondent

De diplomatiske forbindelser mellem Rusland og Danmark er dybfrosne. Det skyldes statsminister Poul Nyrup Rasmussens udtalelser på en Holocaust-konference.

Moskva Forholdet mellem Rusland og Danmark er i dyb krise.

Moskva er så utilfreds med Danmarks udenrigspolitik, at planlagte kontakter mellem de to landes udenrigsministre er blevet aflyst. Der har været uoverensstemmelser gennem det meste af 1990'erne, men i løbet af det seneste år er spændingerne blevet skærpet. Forholdet beskrives uofficielt som det dårligste siden Sovjetunionens opløsning i 1991. Det kulminerede sidste efterår, da statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) i en tale ved åbningen af Dansk Center for Holocaust- og Folkedrabsstudier sammenlignede den tjetjenske krig med nazisternes udryddelse af seks mio. jøder under Anden Verdenskrig, drabet på over en mio. armeniere i det osmanniske imperium i 1915 og likvideringen af 800.000 mennesker under borgerkrigen i Rwanda i 1994.

Et flertal af verdens eksperter i folkedrab er enige om at kvalificere de tre overgreb mod jøder, armeniere og tutsier som folkedrab med udgangspunkt i FNs definition fra 1948. I alle andre tilfælde - inklusive drab på 1,5 mio. mennesker i Afghanistan efter den sovjetiske invasion i 1979, et endnu større antal vietnameseres død under krigen mellem nord og syd i 1960'erne og 70'erne og flere hundrede tusinders død under krigene i eks-Jugoslavien i 1990'erne - er der uenighed og debat blandt forskerne. Et folkedrab forudsætter bevidste planer om at udslette en hel befolkningsgruppe som følge af deres race, religion eller etniske identitet.

Moskva krævede undskyldning Nyrups bemærkninger udløste en skarp reaktion i Moskva. Danmarks ambassadør, Christian Hoppe, blev kaldt til det russiske udenrigsministerium for at stå skoleret, men da han ikke var i Moskva, måtte en lavere rangerende diplomat modtage en russisk protestnote. Moskva krævede en undskyldning eller forklaring. Planer om udenrigsminister Igor Ivanovs besøg i Danmark blev lagt på is. Konflikten om Tjetjenien er ikke den eneste i forholdet mellem de to lande. Ruslands præsident Vladimir Putin advarede sidste år Danmark mod at sige ja til amerikanske planer om at bruge Thule-radaren i et nationalt raketforsvar. Danmark har som et af få europæiske lande undladt at kritisere de amerikanske planer, og det har vakt irritation i Moskva. Desuden har Danmarks støtte til de baltiske landes medlemskab af NATO gennem flere år været en kurre på tråden.

Russisk bitterhed

Forholdet mellem Danmark og Rusland er på nulpunktet. Russerne er stærkt fortørnede over, at statsminister Poul Nyrup Rasmussen i en officiel tale har rejst anklager om folkedrab og massemord i Tjetjenien. Moskva Ruslands eks-præsident Boris Jeltsin fik som landets første folkevalgte leder i 1000 år gentagne invitationer til at besøge Danmark i 1990'erne. Jeltsin kom aldrig, selv om det var tæt på i foråret 1993, da København var på tale som scene for et første topmøde mellem Jeltsin og USA's nyvalgte præsident, Bill Clinton.

Jeltsin nåede til gengæld at aflægge officielle besøg i de tre andre nordiske lande, Sverige, Norge og Finland. Om det var tilfældigt, at han aldrig kom til København, står hen i det uvisse. Det er imidlertid næppe uden grund, hvis Ruslands anden præsident, Vladimir Putin, foretrækker at holde sig væk fra Danmark. En væsentlig årsag - som en russisk kilde udtrykker det - er, at forholdet mellem Danmark og Rusland ikke har været dårligere siden Sovjetunionens opløsning i december 1991.

En mere personlig forklaring er, at præsident Putin - hvis Moskva beslutter sig for at tage statsminsiter Poul Nyrup Rasmussens logik alvorligt - risikerer at blive arresteret, hvis han sætter sin fod på dansk jord. Nyrup har sammenlignet den tjetjenske krig med en række folkedrab og massemord i det 20. århundrede fra Hitlers holocaust på jøderne under Anden Verdenskrig til Pol Pots myrderier i Cambodja. Den famøse udtalelse faldt 31. august sidste år i forbindelse med indvielsen af Dansk Center for Holocaust og Folkedrabsstudier. Ifølge Nyrup er oprettelsen af centret udtryk for, at kampen mod de fænomener og kræfter, der førte til historiens anerkendte folkedrab af armeniere og jøder, endnu ikke vundet. Det ser vi, tilføjede Nyrup, i Cambodja og Rwanda, Vukovar og Kosovo. »Jeg føler også, at Tjetjenien bør lægges til,« understregede den danske statsminister.

Skarp russisk protest

I Moskva blev denne udtalelse fortolket som en anklage mod Rusland for at have begået folkedrab i Tjetjenien, og kort efter afleverede det russiske udenrigsministerium en usædvanlig skarp protest til Danmark. Moskva krævede en undskyldning eller en forklaring på, hvordan Nyrups ord skulle forstås.

I dag, næsten fem måneder senere, mener Moskva ikke, at Danmark har leveret et fyldestgørende svar. Under ganske uformelle former har danske diplomater gjort opmærksom på, at Tjetjenien optager den danske opinion, og at danskerne med bekymring følger udviklingen. Set med russiske øjne er statsministerens udtalelser ikke blevet uddybet, og russiske kilder understreger over for Jyllands-Posten, at man stadig venter på et svar. Hertil svarer statsministeriet, at Moskva ikke skal regne med yderligere forklaringer. »Jeg kan bekræfte, at man fra russisk side på relativt lavt niveau klagede over nogle udtalelser, som statsministeren havde fremsat om Tjetjenien,« siger statsministeriets informationschef, Trine Hammershøy. »Klagen, som ikke har været fulgt op fra russisk side, har ikke givet statsministeren anledning til bemærkninger.« Ifølge Jyllands-Postens oplysninger skulle protesten være fremsat på højeste diplomatiske niveau af en topmand fra det russiske udenrigsministerium, men den blev afleveret på et lavere niveau, alene fordi ambassadør Christian Hoppe ikke var i Moskva.

Ruslands ambassade i København reagerede i december sidste år usædvanlig aggressivt på en lovligt anmeldt demonstration mod den tjetjenske krig. Rusland beklagede, at de danske myndigheder havde givet tilladelse til en anti-russisk aktion, og advarede Danmark mod at flirte med internationale terrorister.

Kritisk avisartikel

I en længere artikel i det toneangivende dagblad Nesavisimaja Gazeta i sidste uge blev det påpeget, at det dansk-russiske forhold er inde i en krise. Under overskriften »Danmark har problemer med EU og med Moskva« skriver avisen, at man i København fortsat støtter tjetjenske terrorister. »Ikke alt er enkelt i forholdet mellem Danmark og Rusland. Således blev et planlagt besøg i anden halvdel af år 2000 af Ruslands udenrigsminister Igor Ivanov ikke til noget,« understreger Nesavisimaja Gaseta. Rusland mener, at Danmark og andre vestlige lande undervurderer den trussel, som Moskva står over for i Tjetjenien, og at den vestlige kritik har været ensidig uden at tage stilling til de forbrydelser og terroraktioner, som såkaldte tjetjenske »frihedskæmpere« har på samvittigheden.

Under republikkens tre års uafhængighed fra 1997 til 1999 herskede der et kriminelt anarki med tusindvis af kidnapninger, halshugninger, slavehandel og almindelig lovløshed, som vesten undlod at tage stilling til. Før da var flertallet af Tjetjeniens 300.000 etniske russere blevet drevet på flugt af det nationalistiske tjetjenske regime. Igen uden klar stillingtagen fra vestlig side, før 40.000 russiske tropper invaderede republikken første gang i december 1994. Den første krig menes at have kostet 30.000-50.000 mennesker livet.

Den anden tjetjenske krig begyndte i efteråret 1999, da tjetjenske oprørere invaderede den russiske republik Dagestan og sendte 40.000 mennesker på flugt. Rusland svarede igen med en offensiv, der endte med udslettelse af Tjetjeniens hovedstad Grosnyj, tusindvis eller titusindvis af dræbte og flere hundrede tusinder flygtninge. I dag er der tale om en guerillakrig, som sandsynligvis kommer til at vare årtier.

Guerillakrig

Folkedrabseksperter tvivler på, at det russiske felttog kan kvalificeres som folkedrab, men understreger samtidig, at overgangene mellem definitioner på almindelig krig, krigsforbrydelser, forbrydelser mod menneskeheden og folkedrab er flydende, og at omverdenen principielt bør være opmærksom på væbnede konflikter som den tjetjenske, der har udviklet sig til en guerillakrig uden klare fronter.

Eric Markusen, forskningschef på Dansk Center for Holocaust og Folkedrabsstudier og en internationalt anerkendt folkedrabsekspert med fast base på University of Minnesota i USA, peger på, at folkedrab kræver en meget høj grad af bevidst fortsæt fra den skyldige parts side. »Det er ikke nok blot at dræbe mennesker eller tvangsflytte dem. Der skal være bevis for, at de skyldige begår vold og drab for at udslette en bestemt gruppe på grund af deres religion, race, nationale eller etniske identitet,« siger han. »Det kræver betydeligt mindre bevisbyrde at anklage nogen for krigsforbrydelser end for folkedrab. I eks-Jugoslavien er Slobodan Milosevic f.eks. anklaget for krigsforbrydelser og for forbrydelser mod menneskeheden, fordi albanerne blev forfulgt som gruppe og ikke som individer. Spørgsmålet er, om serberne forsøgte at tilintetgøre dem som gruppe? Det har krigsforbryderdomstolen endnu ikke konkluderet.«

Der er mange ligheder mellem krigene i Tjetjenien og i eks-Jugoslavien, men der er også væsentlige forskelle. De etniske og religiøse skel er ikke så skarpe i Rusland som i eks-Jugoslavien. Der bor 18 millioner muslimer i Rusland, som ikke udsættes for diskrimination. Når tjetjenere flygter fra krigszonen, søger de ofte til Moskva og andre russiske byer, mens ingen kosovoalbanere kunne finde på at flygte fra Pristina til Beograd. Endelig findes der en del tjetjenere, som arbejder for den russiske administration i Tjetjenien. De bliver ikke likvideret, blot fordi de er tjetjenere, og det vil, erkender Markusen, være et argument mod anklager for folkedrab.

Markusen gør opmærksom på, at i flertallet af 1980'ernes og 1990'ernes krige er civile blevet hovedmål for krigsførelse. Det hænger bl.a. sammen med, at angreb på byer bliver betragtet som ok, og det gælder både Tjetjenien, Bosnien, Kosovo, flere krige i Afrika og for den sags skyld også de allieredes bombardementer under Anden Verdenskrig. »Det er en rystende tendens, at krigsmetoder, som blev fordømt i det 19. århundredes Europa, er vendt tilbage sidst i det 20. århundrede.«

Torben Jørgensen, forskningsassistent på Dansk Center for Holocaust og Folkedrabsstudier, er tilhænger af en snæver definition på folkedrab. Han er i modsat fald bekymret for, at begrebet bliver udvandet og devalueret, og han ser en sådan tendens i den almindelige danske menneskeretsdebat, hvor nogle overgreb på medmennesker kan blive ophøjet til folkedrab. »Folkedrab? Nej« »Hvis du spørger mig direkte, om der finder et folkedrab sted i Tjetjenien, så vil jeg klart svare nej,« erklærer Torben Jørgensen. Men han tilføjer, at det er vigtigt at holde øje med situationen, især fordi der er tale om en guerillakrig, som let kan få den russiske centralmagt til at gå over gevind. »Den slags krige har en tendens til brutalisering. Det er vanskeligt at se forskel på civile og soldater, og ofte er der ikke forskel, fordi de er bønder om dagen og guerillasoldater om natten. Hvem gravede den mine ned, som vores lastbil kørte over? spørger centralmagtens tropper, og så kan man i frustration begynde at dræbe tilfældige civile, holde op med at tage fanger, bruge tortur ved forhør og den slags. Det bliver en glidende overgang fra krig til krigsforbrydelser, som i sidste ende kan blive til folkedrab,« konkluderer Torben Jørgensen.

i: Jyllands-Posten 28.1.2001