Rusland-eksport i vækst

Af JENS ERIK RASMUSSEN

Dansk erhvervsliv øger afsætningen på det russiske marked måned for måned. Danmarks eksport til Rusland er efter lang tids dødvande tilbage på vækstsporet. Samhandelen mellem de to lande har ligget underdrejet siden det alvorlige kollaps i den russiske økonomi i august 1998, men nu stiger afsætningen måned for måned. Enkelte virksomheder har nu en omsætning på det russiske marked på samme niveau som før tilbageslaget. De fleste har meget at indhente, men optimismen hos erhvervslivet er entydig: Eksporten stiger, og udsigterne er bedre, end de har været længe.

»Siden nytår er der igen kommet skub i det russiske marked, og på det seneste har resultaterne været meget positive. Vores salg i Rusland er tilbage på samme niveau som før nedturen i sommeren 1998,« siger direktør Leif Simonsen fra Danfoss i Moskva. Positive signaler Selskabet omsætter for et trecifret millionbeløb på det russiske marked, og det er især salget af køleautomatik til det private marked, der vokser. Danfoss har etableret en samlefabrik for radiatortermostater uden for Moskva, og også salget af varmeautomatik stiger, selvom fremgangen er mindre.

Danmarks Eksportråd får også væsentligt mere positive signaler fra de danske virksomheder med eksport til Rusland. »De meldinger vi får fra virksomhederne er, at eksporten er på vej op igen. Situationen i landet er blevet stabiliseret, og der er absolut tale om en handelsmæsig forbedring,« siger sekstionschef Claus Hermansen, Danmarks Eksportråd. Han tilføjer, at der stadig er lang vej igen til niveauet fra før det russiske kollaps. Det er også erfaringen hos LEGO, der op til sammebruddet i 1998 havde salg fra 250 butikker til Moskva-området. Antallet af forhandlere er nu reduceret til 50.

Salget toppede i 1997

»Vores samlede salg er ca. en trediedel i forhold til situationen før august 1998, men vi kan se en positiv udvikling fra måned til måned. Stabiliteten i samfundet er blevet større, og tilliden hos forbrugerne vokser,« siger Mogens Laursen, salgschef for LEGO i Østeuropa.

Dan Cake var en af de virksomheder, der blev hårdest ramt af krisen for to år siden. Før kørte der hver måned 150 lastbiler fra Danmark til Rusland med roulader og kiks, men den trafik er reduceret til næsten ingenting. »I stedet hat vi etableret lokal produktion med lokale råvarer for at holde priserne på et niveau, som russerne kan betale. Salget fra fabrikken i Rusland går tilfredsstillende,« siger teknisk direktør Steen Ludvigsen, Dan Cake. Danmark eksport til Rusland toppede i 1997 med 6,1 mia. kr., mens afsætningen i 1999 var mere end halveret til 2,8 mia. kr.


Internetavisen Jyllands-Posten, 7.0.2000


Opdateret d. 30.9.2010