|
Søndag d. 10. oktober kl. 20.00 viser DR 2: "Pigen fra Ukraine" i serien: Århundredes vidner.
Erik Carlsens Dusja medvirker i denne film og fortæller om Erik og Dusjas historie fra 1945. Dusja og Eriks kærlighedshistorie er usædvanlig. De mødte hinanden i Nazi-Tyskland under 2. verdenskrig. Hun var tvangsdeporteret østarbejder, og han var som arbejdsløs blevet sendt til Tyskland af sin danske fagforening. Mød dem i denne udgave af Århundredets vidner Tvangsarbejder på dansk virksomhed i Nazityskland Efter krigsudbruddet mellem Sovjet og Nazityskland, blev 3,5 millioner sovjetiske statsborgere sendt til Tyskland som slavearbejdere. Mange af dem kvinder og børn. Dusja var 15 år, da hun sammen med 14 andre unge piger blev tvangsdeporteret fra en lille landsby i Ukraine - af nazisterne. Godsvognene passerede områder, hvor store slag havde stået. Ud af vogndøren kunne pigerne se frosne lig i sneen og udbrændte tanks. Efter 10 dage blev pigerne sat af toget i en barakby udenfor Rostock. Dusja blev fragtet til en arbejdslejr syd for Rostock, hvor hun blev kommanderet til køkkentjeneste for flere hundrede mandlige arbejdere. Dusja og de andre piger troede, det var tyske arbejdere. Men det viste sig, at det var danske arbejdere, at lejren var dansk, og at den var ledet af en dansk nazist. Den danske fagforening sendte arbejdsløse til Nazityskland I lejren møder Dusja Erik - en ung arbejdsløs dansker, der var blevet sendt til Rostock af sin fagforening. Erik var ikke nazi-venlig. Men alternativet til at arbejde i Tyskland havde for ham været at bygge bunkers for tyskerne på vestkysten, ellers ville understøttelsen blive taget fra ham. Han valgte Tyskland. Det var han ikke ene om. Hver torsdag afgik der i krigsårene tog fra Hovedbanen i København med danske arbejdere til Tyskland. Det var den tyske besættelsesmagts ønske, at danskerne tog arbejde i Tyskland. Men det var også med den danske regerings billigelse, så kunne antallet af arbejdsløse blive bragt ned. Den historie har det officielle Danmark ikke været stolt af efter krigen - endsige fortalt meget om. Og de mange tysklandsarbejdere har også holdt lav profil, af frygt for at blive beskyldt for at have holdt med fjenden. Kærlighed midt under krigen Dusja og Erik blev forelsket i hinanden. Erik søgte rådhuset i Rostock om tilladelse til at gifte sig. Men det kunne ikke lade sig gøre: Erik tilhørte den ariske race, og Dusja var kun en "Ostarbeiter". Da krigssammenbruddet nærmede sig, rejste de fleste danske arbejdere hjem. Men Erik blev hos sin pige i Rostock. Så sent som i april 45 lykkedes det ham under dramatiske omstændigheder at få Dusja smuglet ud af Tyskland til Danmark på falske papirer. Dusja og Erik har nu fejret guldbryllup. I dag bor de i en lejlighed på Østerbro i København. Filmholdet har været i Ukraine sammen med Dusja i hendes landsby og været i Rostock med både Erik og Dusja og opsøgt deres gamle historie. |