Tolv år gammel blev han optaget på lyceet i Tsarskoje Selo (nu Pusjkin), en art ridderakademi, som skulle forsyne staten med de højeste og bedst uddannede embedsmænd. Han knyttede sig til kammeraterne, hvoraf flere blev hans venner for livet. Skolen blev simpelt hen hans barndom og første ungdom.

I 1817 blev han dimitteret, fik straks en stilling i udenrigsministeriet, men samtidig kastede han sig med en grådig appetit ud i det liv, som han senere skildrede i Jevgeni Onegins første kapitler.

Hovedværket fra disse første ungdomsår er det burleske heltedigt Ruslan og Ljudmila (1820). Samtidig skrev Pusjkin, der havde mange venner blandt de liberale officerer, sine første politiske digte, som cirkulerede i afskrifter. De talte om folkets trældom og de stores ødsle liv på de smås bekostning. Zaren klagede: "Pusjkins forargelige skriverier oversvømmer Rusland". Man besluttede at gå til aktion, og han stod over for truslen at blive sendt til Sibirien. Indflydelsesrige venner greb dog ind og han slap med en mildere straf, idet han i stedet blev sendt til Sydrusland.

Forvisningen lukkede porten op til det vidtstrakte Rusland og Kaukasus. Han skrev her sine Byron'ske digtninge eller sydlige poemer, som russerne hellere kalder dem: Fangen fra Kaukasus (1821), Røverbrødrene (1821), Fontænen i Baktjisaraj (1822) og Sigøjnerne (1824). For russiske læsere var det noget ganske nyt med sådanne naturbeskrivelser, hvor livslede og kærlighedshenrykkelse, mørke mandsskæbner og lidenskabelige kvinder bindes sammen i en romantisk fortælling. Pusjkin var nu den førende, den mest moderne russiske digter. Efter Kaukasus og Krim flyttede Pusjkin til Kisjinov i Bessarabien og senere til Odessa, hvor han var blevet forfremmet til sekretær for generalguvernøren. Det kom til sammenstød mellem Pusjkin og den effektive embedsmand. Da Pusjkin kurtiserede hans smukke kone, flød bægeret over, og Pusjkin blev forvist til sin faders gods Michajlovskoje i Pskov-guvernementet.

Med sig til Michajlovskoje havde Pusjkin begyndelsen til Jevgeni Onegin, og i de tre år, 182426, han tilbragte her, skrev han størsteparten af dette digt. Selve handlingen for det er en roman på vers, faktisk Ruslands første moderne roman er ikke det væsentlige, hvor fængslende den end kan være. Det er en ret banal historie om den unge dandy, der forspilder sit liv og for sent bliver klar over, at han gik glip af det, der kunne give hans liv mening: Tatjanas kærlighed. Det væsentlige er versets skønhed, dets musik. Man har kaldt Jevgeni Onegin en encyklopædi over livet i Rusland; måske er det snarere en billedbog. Det er som at blade i en rigt illustreret beretning om russisk liv i 1820'erne.

I disse ensomme år skrev han også Boris Godunov og grundlagde dermed det nationale historiske drama, som så mange før ham, men uden held, havde forsøgt. To dramatiske livsskæbner fra omkring år 1600 blev sat over for hinanden, den kloge og hensynsløse Boris Godunovs og lykkeridderen, den falske Dmitris, og zarmagten konfronteredes med folket. Pusjkins evner havde nu nået deres fulde udfoldelse. Men han var ikke den, der standsede ved de opnåede resultater. Det forunderlige ved hans geni var netop, at han var i bestandig bevægelse, mens han overlod til andre at køre videre i de spor, hen havde sat. Da Nikolaj 1. kom til Moskva for at blive kronet, kaldte han Pusjkin til forhør. Pusjkin sagde rent ud, at hvis han havde været i Skt. Petersborg den dag, hans venner, dekabristerne, gjorde oprør, ville han være at finde iblandt dem. Men han har sikkert også tilføjet, at opstanden var halsløs gerning, for zaren sagde efter samtalen, at han havde talt med Ruslands klogeste mand.

Den uventet hårde dom over dekabristerne ramte Pusjkin med et slag, som hen egentlig aldrig

Fortiden optog ham mere og mere. Han fik lov til at samle materiale om bondeoprøreren Pugatjov, hvis historie han skrev (1831). Et biprodukt af disse studier er romanen Kaptajnens Datter (1836). Nu skrev han også sit sidste store episke digt Bronzerytteren (1833). Med udgangspunkt i en oversvømmelse, da Nevafloden var løbet ind over Skt. Petersborgs fattigkvarter, skabte han det storslåede symbol på magten, på den historiske nødvendighed konfronteret med den enkeltes lykke.

Pusjkin havde i 1831 giftet sig med den purunge Natalja Gontjarova, som med sin fatale skønhed, sin ødselhed og sin udfordrende kokette opførsel gang på gang satte ægtemanden i fornedrende og pinlige situationer. Et brev, hvor Pusjkin åbenlyst blev erklæret for hanrej, førte til den duel, hvor han såredes dødeligt. To dage efter den 10. februar 1837 udåndede han, endnu ikke fyldt 38 år, men allerede mæt af dage.

Han var både fuldenderen og begynderen. I ham gik de strømninger, der hidtil var løbet gennem russisk digtning, sammen i en harmonisk syntese. Endelig var det Pusjkin, der først forstod at løfte den realisme, der så længe som det fuldgyldigste udtryk for russisk ånd havde søgt at trænge igennem, op i det kunstneriske plan, hvor den, realiseret af de tre store: Turgenjev, Tolstoj og Dostojevski kunne gå ind i verdenslitteraturen.